Fra den 1. september 2025 ændres spillereglerne. En ny lov træder i kraft og begrænser adgangen til oplysninger om reelle ejere i CVR-registret. Hos BiQ betyder det, at vi – som din pålidelige dataleverandør – skal tilpasse vores løsninger, så kun udvalgte grupper fremover kan tilgå disse data. Men bare rolig: vi sikrer, at du stadig kan få værdifuld indsigt i virksomheders ejerkredse, så du fortsat kan træffe trygge og oplyste beslutninger.
Brug ultimative ejere – og få et endnu stærkere overblik
Hvor de reelle ejere er en indberetningsbaseret oplysning, bygger ultimative ejere på BiQ’s egen beregning. Her kortlægger vi de personer, der i sidste ende står bag en virksomhed – uanset hvor komplekse selskabskonstruktionerne er.
Det betyder, at du faktisk får bedre indsigt:
- Reelle ejere dækker kun personer med over 25 % ejerandel
- Ultimative ejere giver dig hele billedet – også de personer, som via andre selskaber har den reelle kontrol
Du kan altså fortsat stole på, at BiQ giver dig et komplet indblik i virksomheders ejerkreds.
Potentielle og eksisterende kunder – nu sidestillet
Et vigtigt spørgsmål har været, om adgangen til reelle ejere kun skulle gælde tjek af nye, potentielle kunder. Erhvervsstyrelsens vejledning slår nu fast: potentielle og eksisterende kundeforhold sidestilles.
Det er en afgørende afklaring. Mange virksomheder overvåger netop deres eksisterende kunder for at opdage ændringer i ejerkredsen – ofte et risikofyldt tidspunkt. Med lovændringen er det nu helt legitimt at bruge data om reelle ejere både ved onboarding og i løbende kundeforhold.
Et paradoks: Hvem må få adgang – og hvordan?
Der ligger dog et paradoks i reglerne. Som tredjepartsdataleverandør må BiQ kun give adgang til reelle ejere for:
- Myndigheder
- Forpligtede enheder (fx banker, revisorer, advokater og ejendomsmæglere)
- Pressen (ved undersøgende journalistik)
Andre virksomheder med berettiget interesse må altså ikke længere få disse data gennem deres normale dataleverandør. I stedet må de selv hente oplysningerne via Erhvervsstyrelsen. Styrelsen afventer i øjeblikket, hvordan andre EU-lande håndterer denne udfordring.
Hvad betyder det for dig som BiQ-kunde?
Pr. 1. september 2025 bliver vi som leverandør forpligtet til at differentiere adgangen. Derfor skal du som kunde fortælle os, hvilken kategori din virksomhed tilhører, samt om alle dine medarbejdere eller kun udvalgte skal have adgang. Når det er afklaret – og vi har valideret din bemyndigelse – åbner vi op for adgangen til reelle ejere i vores løsninger. Fortæl os hvilken kategori du tilhører her.
Husk: Alle andre data fra CVR/Virk er fortsat tilgængelige uden ændringer.
FAKTABOKS – FORSTÅ DE FORSKELLIGE EJERTYPER
| Ejertype | Forklaring |
| Reel ejer | Reelle ejere er den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer en virksomhed ved direkte eller indirekte ejerskab over en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne. En tilstrækkelig del vil som udgangspunkt sige, at en person har mere end 25 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne i virksomheden. Denne grænse er en indikation på reelt ejerskab. En person kan være reel ejer ved direkte at råde over ejerandele og stemmerettigheder i den pågældende virksomhed. En person kan også være reel ejer ved indirekte at eje en virksomhed. Det vil sige, at personen råder over ejerandele og stemmerettigheder i den pågældende virksomhed via en anden virksomhed, eksempelvis en holding-konstruktion. En bred vifte af virksomheder skal registrere reelle ejere, herunder A/S, ApS-selskaber og lignende selskabstyper, finansielle virksomheder, ikke-erhvervsdrivende fonde og visse foreninger. Reel ejer er en indberetningsbaseret oplysning for virksomheden og adskiller sig fx fra begrebet ”Ultimativ ejer”, som er baseret på en identifikation af personer bag de selskaber, som ejer en given virksomhed. Oplysning om reelle ejere indberettes via ’Virk’. |
| Legal ejer | Legale ejere kan både være personer og virksomheder, der har stemmerettigheder eller kapital i en virksomhed. Alle personer og virksomheder, der har 5 pct. eller mere af et selskabs stemmerettigheder eller kapital i en virksomhed, skal registreres hos Erhvervsstyrelsen. Har ingen personer og virksomheder mere end 5 pct., skal denne oplysning også registreres hos Erhvervsstyrelsen. En legal ejer er altid en selvstændig juridisk enhed – det vil sige fysiske personer eller virksomheder, som er juridiske personer. Enkeltmandsvirksomheder, personligt ejede mindre virksomheder (PMV’er) samt filialer kan derfor ikke være legale ejere. Både danske og udenlandske fysiske og juridiske personer kan være legale ejere. Legal ejer er en indberetningsbaseret oplysning for virksomheden og adskiller sig fx fra begrebet ”Ultimativ ejer”, som er baseret på en beregnet identifikation af personer bag de selskaber, som ejer en given virksomhed. Oplysning om legale ejere indberettes via ’Virk’. |
| Ultimativ ejer | Komplicerede selskabskonstruktioner kan gøre det svært at overskue hvilke personer der i sidste ende ejer større eller mindre andele af en virksomhed. Ultimative ejere er BiQ’s egen beregning af hvilke personer, der i sidste ende står bag en virksomhed. Dvs. der kigges ”opad” i ejerhierarkiet for at finde personer. Beregningen stopper ved den sidste kendte, danske virksomhed. Et lille eksempel: OH ApS er et holdingselskab ejet 100 % af Ole Hansen. Med dette holdingselskab ejer OH ApS i intervallet 20-24,99 % af Holdingselskabet af 1987 A/S – sammen med andre aktionærer. Holdingselskabet af 1987 A/S har en ejerandel i intervallet 50-66,66 % af Driftsselskabet af 2023 A/S. Men denne ejerkonstruktion beregner BiQ Ole Hansen til at være ultimativ ejer af Driftsselskaber af 2023 A/S med en ejerandel i intervallet 10-19,99 %. |
| Ansvarlig deltager | I personligt ejede virksomheder såsom enkeltmandsvirksomhed, I/S, PMV (Personligt ejet Mindre Virksomhed) m.fl. hæfter personen bag selskabet 100%. Ejeren har dermed personligt ansvar for virksomhedens forpligtelser, og der er ingen juridisk adskillelse mellem virksomheden og ejeren. Ejeren af disse typer virksomheder kaldes ansvarlig deltager. Personen varetager både rollen som ejer og direktør. |


