Alle lande under FN og EU fører statistik over landenes økonomiske aktiviteter. For at kunne føre statistik og udgive rapporter om fx ”øget beskæftigelse i medicinalindustrien” eller ”stigning i eksport af landbrugsprodukter” er det nødvendigt, at hvert land følger en nationalt tilpasset version af internationale brancheinddelinger. Danmark har siden 2007 anvendt den såkaldte DB07, som fra 1. januar 2025 er erstattet af DB25.
Hvem står bag DB25?
Danmarks Statistik står bag DB25 (Dansk Branchekode 2025) og de nye branchekoder er trådt i kraft i CVR-registret i de første uger af 2025. Det betyder at alle danske virksomheder i CVR-registret har fået tildelt en ny DB25-branchekode. Dog er det kun ca. 300.000 virksomheder, som har fået helt ny branche. De nye branchekoder slår kun igennem på aktive virksomheder. Dvs. virksomheder, som pr. 31. december 2024 var inaktive, er ikke opdateret med DB25-branchekoder.
Hvorfor er branchekoderne blevet opdateret?
Formålet med opdateringen fra DB07 til DB25 er at sikre, at branchekoderne bedre afspejler en nuværende og tidssvarende erhvervsstruktur. Det gør det lettere at følge udviklingen i nye typer af virksomheder og forretningsmodeller. Eksempelvis er digitale serviceydelser blevet opdateret med nye relevante underkategorier. Generelt er især servicebrancher blevet opdateret med mere detaljerede koder. I alt er ca. 150 DB07-brancher blevet opsplittet i flere nye brancher i DB25.
Hvad skal du især være opmærksom på med de nye branchekoder?
Hvis du arbejder med målgruppesegmentering efter specifikke branchekoder, skal du tilpasse dine modeller, så de afspejler de nye koder. Ellers vil du måske opleve, at visse brancher slet ikke medtages længere i dig salgs- og marketingarbejde. Og du kan risikere at gå glip af forretningsmuligheder.
Hvis du arbejder med risikomodeller, hvor risikoen ved indgåelse af nye kundeforhold bl.a. vurderes ud fra branchen, skal du opdatere dine modeller. Du skal i den sammenhæng også sørge for at justere brancherne ift. Europols såkaldte risikobrancher (brancher med øget sandsynlighed for økonomisk kriminalitet).
Har du brug for at få beriget dine kundedatabase med de nye DB25-branchekoder, så ræk ud til BiQ. Kontakt os på 70 25 50 65 hvis du vil høre mere om mulighederne – eller skriv til [email protected].