Lovgivningen
Telelovens §31 pålægger teleselskaber at offentliggøre deres nummeroplysningsdata (navn, adresse og telefonnummer på abonnenten) til alle, der måtte ønske det. Abonnenten kan dog modsætte sig videregivelsen. Det betyder i praksis, at teledata i årtier har været en naturlig datakilde fx til søgning og opslag af telefonnumre – eller navn og adresse ud fra telefonnummer.
Vejledning til Bekendtgørelse om Nummeroplysningsdata
I tillæg til Teleloven trådte en opdateret bekendtgørelse i kraft d. 8. juli 2024. I december 2024 udgav Digitaliseringsstyrelsen en vejledning til denne bekendtgørelse. Vejledningen har skabt en del forvirring idet den tolkes vidt forskelligt af teleselskaberne. Et enkelt af de større teleselskaber har tolket vejledningen snævert, og ønsker fremover kun at levere teledata til brug for offentligt tilgængelige oplysningstjenester, såsom krak.dk, degulesider.dk osv.
Hvem benytter teledata i dag?
En lang række organisationer og virksomheder anvender i dag teledata til at fremme legitime og lovlige, forretningsmæssige formål. Det drejer sig eksempelvis om
- Virksomheder undtaget af Forbrugeraftaleloven (fx forsikring, redningstjenester, bøger, aviser mv.). Disse virksomheder er berettiget til at foretage uanmodede direkte henvendelser til borgere.
- Indsamlingsorganisationer, som benytter teledata til indsamling af humanitære bidrag
- Analyseinstitutter som benytter teledata til at berige interview-populationer med telefonnumre
- Finansielle virksomheder som bringer mange datakilder, herunder teledata, i spil til kundekendskabsprocedurer bl.a. for at forebygge hvidvask
- Inkassovirksomheder som foretager efterforskning af borgere
BiQ stiller teledata til rådighed bl.a. via søgeværktøjet BiQ Search, via API-adgang og gennem selvbetjeningsportalen BiQ Datamanager.
Hvad betyder det for BiQ’s kunder?
Den snævre fortolkning af førnævnte vejledning betyder helt konkret, at der pr. april 2025 er ca. 15% færre teleabonnenter i BiQ’s teledata. Vi har pt. ingen viden om hvorvidt den totale mængde vil falde yderligere og i givet fald hvornår.
Sådan tolker BiQ og resten af databranchen den nye vejledning
- BiQ opfatter betalingstjenester såsom BiQ Search og BiQ Integration (teledata via API) som værende omfattet af begrebet ”Offentlige tilgængelige oplysningstjenester”
- BiQ opfatter fortsat ”legitim interesse” som lovligt behandlingsgrundlag for at teledata kan anvendes til andet end offentligt tilgængelige oplysningstjenester
- BiQ tolker at oplysningspligten fortsat kan opfyldes gennem tydelig oplysning om anvendelse på hjemmeside (se fx BiQ’s persondatapolitik).
EU-domme udløser diskussion om fremtidigt samtykke
Parallelt med den nye vejledning, er et helt andet spor i gang hos Digitaliseringsstyrelsen. Her arbejdes på et lovforslag, som kræver at teleabonnenten skal give samtykke til videregivelse af sine personoplysninger til fx nummeroplysningstjenester. Hvis det indføres i Danmark, vil det ændre fundamentalt på tilgængeligheden af teledata. Årsagen er en række EU-domme, hvor borgere har fået medhold i at databeskyttelsesforordningens krav om samtykke, også skal gælde for videregivelse af personens teleoplysninger.
BiQ er i dialog med Digitaliseringsstyrelsen
Hos BiQ mener vi, at det vil være en kæmpe tilbageskridt for et ellers velfungerende system, hvor alle som ikke ønsker at deres teledata skal videregives, kan blive udeladt for videregivelse. Vi er derfor dybt involveret i alt omkring både den nuværende samt den fremtidige adgang. Vi påvirker dels via brancheforening, dels via advokater, dels via samarbejde med andre datavirksomheder, dels via direkte dialog med Digitaliseringsstyrelsen. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at række ud til din normale kontaktperson hos BiQ – eller sende os en mail på [email protected]