Efter næsten et årtis efterforskning og retssager er den såkaldte Operation Greed nu kulmineret med lange fængselsstraffe til centrale personer bag et omfattende netværk af fakturasvindel og hvidvask. Sagen beskrives allerede som historisk, ikke blot på grund af beløbenes størrelse, men fordi den for alvor satte fokus på de såkaldte fakturafabrikker – organiserede netværk, der producerede falske fakturaer som en service til virksomheder, der ønskede at unddrage skat og moms.
Ifølge dommen blev der udstedt mere end 5.700 falske fakturaer for over en halv milliard kroner. Statskassen blev ifølge myndighederne snydt for tæt på 300 millioner kroner, mens der samtidig blev hvidvasket betydelige summer gennem et professionelt organiseret netværk.
Sagen begyndte allerede i 2017, hvor politiet efter flere års overvågning slog til mod en gruppe personer med tilknytning til et omfattende økonomisk kriminalitetsmiljø. Nu er hovedmændene idømt flerårige fængselsstraffe i Østre Landsret.
Men Operation Greed handler om mere end blot de personer, der nu er dømt.
Fra momskarruseller til “svindel som service”
Fakturafabrikker er i virkeligheden en videreudvikling af de klassiske momskarruseller. Hvor tidligere tiders økonomiske kriminalitet ofte var organiseret omkring et mindre antal virksomheder kontrolleret direkte af de kriminelle, blev modellen i fakturafabrikkerne decentraliseret.
I stedet for selv at stå for hele svindelkonstruktionen leverede netværket falske fakturaer til hundredevis af virksomheder. Virksomhederne kunne herefter bruge fakturaerne til at trække moms fra, vaske sorte kontanter hvide eller skjule ulovlige betalinger.
Modellen fungerede bla., fordi mange mindre transaktioner er langt vanskeligere at opdage end få store.
Det er netop dét, der gør sagen principiel.
“Økonomisk kriminalitet udvikler sig konstant. Når myndighederne lukker én metode, opstår der hurtigt nye. Derfor er forebyggelse og kritisk datakontrol mindst lige så vigtig som efterforskning. Og så kan man jo diskutere, om alle hullerne rent faktisk er lukket her 9 år efter…”
Alle bør kigge indad
Hos BiQ mener vi, at Operation Greed bør føre til en bredere debat end blot spørgsmålet om straf til de skyldige.
For selv om ansvaret naturligvis først og fremmest ligger hos dem, der bevidst organiserer og udfører svindlen, rejser sagen også et vigtigt spørgsmål:
Hvordan kunne så omfattende aktivitet passere gennem virksomheder, banker og kontrolsystemer uden tidligere reaktioner?
Der er ingen tvivl om, at mange virksomheder selv er blevet en del af problemet – nogle bevidst, andre måske gennem mangelfuld kontrol, utilstrækkelige processer eller et for stort fokus på hurtig drift frem for dokumentation og validering.
Det handler ikke om at pege fingre ad enkelte aktører. Det handler om erkendelsen af, at økonomisk kriminalitet sjældent kan vokse sig stor uden systemiske svagheder.
Banker arbejder i dag med omfattende KYC-processer (Know Your Customer), transaktionsovervågning og risikovurderinger. Men Operation Greed viser, at også virksomheder uden for den finansielle sektor bør stille sig selv nogle af de samme spørgsmål:
- Kender vi reelt vores leverandører?
- Validerer vi virksomheders ejerforhold og aktivitet?
- Har vores leverandører indberettet løn på deres medarbejdere, eller har de tilpas mange ansatte til at kunne levere?
- Har vi processer, der opdager unormale faktura- eller betalingsflows?
I mange organisationer bliver datakvalitet og identitetskontrol stadig betragtet som administrative funktioner. Men i praksis er det blevet et spørgsmål om både økonomisk robusthed, compliance og omdømme.
Svindel er ikke længere amatørarbejde
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Operation Greed er professionaliseringen.
Ifølge dommen arbejdede netværket nærmest som en almindelig virksomhed med faste arbejdsopgaver, koordinering og administration. Det understreger en udvikling, som både myndigheder og virksomheder må forholde sig til: Moderne økonomisk kriminalitet er organiseret, datadrevet og tilpasningsdygtig.
Derfor kan kampen mod svindel heller ikke alene overlades til politi og skattemyndigheder.
Det kræver, at både banker, virksomheder og offentlige institutioner løbende styrker deres kontrolmiljøer, datakvalitet og risikoforståelse.
For i sidste ende handler det ikke kun om at beskytte statskassen.
Det handler også om at beskytte tilliden i erhvervslivet.
