Den danske finanssektor er underlagt stadig strengere krav. Hvidvaskloven skærpes. Kravene til kundekendskab (KYC) og løbende kontrol (ODD) vokser. Og det er godt — finansiel kriminalitet er et reelt samfundsproblem, og sektoren bærer et legitimt ansvar for at forebygge det.
Men der er et problem. Lovgiverne har stillet kravene. De har bare glemt at give adgangen til de data, der er nødvendige for at opfylde dem.
Kravet eksisterer. Redskabet gør ikke.
Tag et konkret eksempel. Hvidvaskloven kræver, at finansielle institutioner identificerer og screener RCA’er — Relatives and Close Associates. Det vil sige familiemedlemmer og nære relationer til Politisk Eksponerede Personer, som potentielt kan have indflydelse på eller nyde godt af den PEP’s position.
Kravet giver mening. Men hvad er redskabet? I dag har virksomheder underlagt hvidvaskloven ikke adgang til CPR-registrets familierelationer. Det betyder, at en compliance-medarbejder, der skal identificere en RCA, ikke kan slå det op. De kan ikke verificere, om en ny kunde er gift med en minister, søster til en byrådspolitiker eller bror til en centralbankdirektør. Oplysningerne findes — i CPR-registret. Men adgangen er lukket.
“Når man fra lovgivers side indfører krav om at identificere RCA’er, burde man samtidig have åbnet for den del af CPR-registret, der gør det muligt. Det er et eksempel på lovgivning, der stiller krav, men ikke giver midlerne til at efterleve dem.”
Resultatet er, at sektoren er overladt til at løse opgaven med de midler, der er til rådighed. BiQ har bygget en database over RCA’er, som virksomheder underlagt hvidvaskloven kan slå op i. Det er en reel løsning på et reelt problem. Men den burde ikke have været nødvendig — ikke fordi den ikke er god, men fordi det oplagte svar ville have været direkte adgang til det statslige register, der allerede indeholder præcis de oplysninger, loven kræver at man handler på.
Tre huller, der ikke burde eksistere
CPR-adgangen er ikke det eneste eksempel. Der er et mønster her, som gentager sig:
Statsborgerskab
Statsborgerskab er en direkte relevant oplysning i en risikovurdering — ikke som diskriminerende faktor, men som faktuel information der kan afgøre, hvilken risikoklasse en kunde befinder sig i, og hvilke screeningslister der er relevante. Oplysningen er ikke tilgængelig for de finansielle institutioner, der er forpligtet til at foretage vurderingen.
Offboarding på tværs af banker
Hvis en bank vurderer, at en kunde udgør en uacceptabel risiko og offboarder vedkommende, får den næste bank ikke besked. Personen kan blot åbne en konto et nyt sted. Der er ingen mekanisme for deling af denne information på tværs af institutioner — selv om den er præcis den information, der ville gøre en forskel i screeningøjeblikket.
Transaktionsmodparter
En banks transaktionsmonitorering kan identificere mistænkelig adfærd internt. Men hvem modtager egentlig pengene? Hvem er ejeren af den konto, der er på den anden side af transaktionen? Det kan banken ikke se — medmindre modtageren er kunde i samme institut. Pengene kan flyde ud til et netværk, som aldrig bliver synligt.
“Det her er ikke et problem, vi har opfundet. Det er en realitet, compliance-afdelinger lever med hver dag. Og det er et problem, der har en løsning — men løsningen kræver politisk vilje til at åbne de rigtige registre for de rigtige aktører.”
Hvad det koster at arbejde med hænderne bundet
Konsekvenserne er ikke abstrakte. En intern analyse af tidsforbrug i danske banker viser, at et sagsforløb fra en kriminel identitet onboardes til sagen er fuldt håndteret — inklusiv transaktionsmonitorering, indberetninger, politianmeldelse, offboarding og inkasso — i gennemsnit kræver 18,5 timers arbejde. Pr. sag. Til en direkte omkostning af 7.212 kroner.
Over 4.000 ansatte i Danmark arbejder med at forhindre hvidvask og svindel. Det samlede compliance-budget i sektoren er på mange milliarder kroner om året.
Meget af den tid og mange af de penge bruges på at samle information, der burde have været tilgængelig. Det er prisen på lovgivning, der stiller krav uden at give redskaberne.
“Vi arbejder aktivt for at ændre det. Det er ikke en kamp mod lovgiverne — det er en kamp for at lovgiverne og sektoren arbejder i samme retning. Kravene er rigtige. Adgangen skal følge med.”
Hvad sker der, hvis intet ændres?
I Sverige udgør svindel og finansiel kriminalitet anslået 5 procent af BNP. Danmark er ikke Sverige — men vi bevæger os i den forkerte retning ved at lade hullerne stå åbne.
Finansiel kriminalitet er ikke statisk. De kriminelle tilpasser sig. Og et system, der er designet til at håndtere den kriminalitet, der fandtes for ti år siden, men ikke har de redskaber der er nødvendige til den kriminalitet vi ser i dag, er et system, der langsomt taber terræn.
Det er ikke en katastrofe, der sker på én gang. Det er en gradvis forværring, der mærkes i tabene, i bøderne og i den tillid, som den finansielle sektor er afhængig af.
